-
Anklager kræver 12 år til Sanjay Shah for kæmpe bedrageri mod statskassen
来源: BDK Borsnyt / 20 9月 2024 07:38:48 America/Chicago
Anklagemyndigheden kræver den britiske finansmand Sanjay Shah idømt fængsel i 12 år for svindel med udbytteskat. Det sker fredag i Retten i Glostrup, hvor det 22. retsmøde afvikles i sagen om bedrageri med refusion for udbytteskat. Her fremlægger anklagemyndighedens sin opfattelse af sagen og gennemgår både jura og konkrete beviser. Den 54-årige mand er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for lidt over ni milliarder kroner og for at have forsøgt at få yderligere en halv milliard kroner. Shah, der blev udleveret fra Dubai i december sidste år efter en langvarig proces, nægter sig skyldig. Han hævder, at han blot har udnyttet hul i dansk lovgivning. Også frakendelse af retten til at lede en erhvervsvirksomhed og udvisning samt konfiskation af 7,2 milliarder kroner i udbytte indgår i anklagemyndighedens oplæg til den afgørelse, retten bør nå frem til. I givet fald vil der være tale om en rekordlang straf for økonomisk kriminalitet. Den hidtil længste straf er idømt en dansk-russisk kvinde, der i februar blev idømt fængsel i ni år for medvirken til hvidvask af 26 milliarder kroner. Pengene strømmede gennem selskaber, der havde konti i Danske Banks filial i Estland. Sanjay Shahs underordnede, Anthony Mark Patterson, blev i foråret idømt fængsel i otte år for et næsten tilsvarende stort beløb, som indgår i tiltalen mod Shah. Men der er stor forskel på sagerne, mener specialanklager Marie Tullin. - At straffen til Shah skal være væsentligt højere skyldes først og fremmest, at Shah er hovedmanden, siger hun. Kriminaliteten er foregået gennem selskaber, som den 54-årige har oprettet, og desuden var han initiativtager, mener hun. Det spiller også en stor rolle, at udbyttet ved den påståede kriminalitet er så stort - nemlig 7,2 milliarder kroner. Patterson tjente "kun" omkring 100 millioner kroner. - Patterson var reelt en ansat, der gjorde, hvad han fik besked på, siger Marie Tullin, da hun begrunder, at der skal være en stor forskel i straffen til de to mænd. Retten i Glostrup ventes at afsige dom i december. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/anklager-kraever-12-aar-til-sanjay-shah-for-kaempe-bedrageri-mod